-
Business-update: Rusland involveret i angreb på vestlige skibe i Rødehavet
来源: BDK Finans / 25 10月 2024 09:12:37 America/Chicago
Kære Berlingske-læser. Det er blevet fredag og tid til ugens sidste update fra nærværende erhvervsredaktion, der giver dig en overflyvning over dagens vigtigste historier om økonomi og erhvervsliv. Weekenden står for døren, og mens det afsløres, at Rusland er involveret i angreb på vestlige fragtskibe, bød dagen også på en sjældent set kommunal konkurs og fem banker, der »kan være stolte« af, at betale for Arne-Pensionen. God læselyst! 1# – Særskat på banker giver milliarder i statskassen – finansierer hele Arne-pensionen Og vi begynder hos Arne – bryggeriarbejderen, der lægger navn til Socialdemokratiets pensionsordning, hvor udvalgte danskere kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid. For Arne-pensionen skulle delvist finansiers af finanssektoren gennem en særskat, men nu viser beregninger som Børsen har foretaget, at hele gildet betales af landets fem største banker. Niels Arne Dam, cheføkonom og analysedirektør i bankernes interesseorganisation, Finans Danmark er kritisk overfor måden, hvorpå tilbagetrækningsordningen finansieres: »Ud fra et økonomfagligt synspunkt er der ingen begrundelse for at særbeskatte den finansielle sektor. Resultatet af særskatten er desværre en skævvridning af samfundsøkonomien, der giver lavere velstand og velfærdstab til alle,« lyder det. Skatteminister Rasmus Stoklund har dog ikke i sinde at ændre ordningen, og mener at bankerne »kan være stolte«. Da Arne-Pensionen også finansieres af andre tiltag er aftalen overfinansieret, hvilket betyder, at de resterende penge ryger i statskassen. I Berlingske har overvismand Carl-Johan Dalgaard tidligere kritiseret finansieringen for, at det ikke kan vurderes, hvorvidt der er for mange eller for få penge. »Der mangler dokumentation for finansieringen. Det kan både betyde, at aftalen er overfinansieret eller underfinansieret. Det kan vi jo ikke afgøre, fordi vi ikke har den nødvendige dokumentation,« sagde overvismanden. 2# – Rusland har været involveret i angreb på vestlige skibe i Rødehavet Rusland har leveret data, som har hjulpet Yemens Houthi-oprørere til at ramme vestlige skibe i Det Røde Hav. Det skriver The Wall Street Journal. Ifølge mediet har Houthierne, som blandt andet har ramt Mærsk-skibe, fået adgang til russiske satellitdata, oplyser flere kilder. Oplysningerne skulle være tilfaldet Houthierne via den Iransk-islamiske revolutionsgarde. Houthierne, der er støttet af Iran, er af USA udpeget som en terrorgruppe, efter de sidste indledet angreb på vestlige skibe i et af verdens mest befærdede områder for skibstrafik. Analytikere siger til The Wall Street Journal, at Rusland generelt har forsøgt at øge ustabiliteten i både Mellemøsten og i Asien for at skabe problemer for USA. 2a# – Rederi trodser risiko for angreb og sejler gennem Suezkanalen Vi bliver i Det Røde Hav, hvor det franske containerrederi CMA CGM, i modsætning til en række andre globale rederier, har valgt at fortsætte sejladsen i farvandet og gennem Suezkanalen. Det skriver Shippingwatch. Ugentlig sejler rederiet gennem det konfliktfyldte farvand, selvom skibe netop fra CMA CGM i både juli og august er blevet ramt af droneangreb. Det seneste år har en stribe angreb fra Yemens Houthi-bevægelse skabt store problemer for international skibstrafik i Det Røde Hav. Talrige skibe er blevet angrebet og ramt af missiler og droner. Det har fået flere rederier, herunder danske A.P. Møller Mærsk og Torm, til at omlægge deres ruter og i stedet sende skibe syd om Afrika, hvilket har ført til højere fragtpriser. 3# – Kommunalt forsyningsselskab på vej i konkurs Odsherred Kommune og banken Nordea kan ikke blive enige om, hvordan en milliardgæld i kommunens forsyningsselskab skal afvikles. Det skriver DR. Det har ført til, at Nordea har indgivet en rekonstruktionsbegæring for de kommunalt ejede selskaber Odsherred Varme og Odsherred Forsyning til skifteretten. Kommunen hæfter for milliardgælden. Heriblandt et lån på 680 millioner optaget af Odsherred Varme. Lånet er optaget med såkaldt selvskyldnerkaution, der betyder, at Nordea har pant i moderselskabet Odsherred Varme. På et pressemøde siger Odsherreds borgmester, Karina Vincentz fra listen Nyt Odsherred, at kommunen ikke kendte til det lån. »Den daværende formand og administrerende direktør underskrev den her aftale uden at involvere hverken bestyrelsen i Odsherred Forsyning og eller kommunen som ejer. Og for at sige det helt tydeligt, så har de med de lånebetingelser reelt pantsat hele forsyningskoncernen uden at spørge ejeren, altså kommunen, om lov,« siger hun. Til DR siger Per Nikolai Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, at »det er meget usædvanligt og helt uden fortilfælde, at et kommunalt forsyningsselskab kommer under rekonstruktion.« Tre uundværlige fra Berlingske Business: A: Danskernes tiltro til folkepensionen styrtdykker efter Mette Frederiksens chokmelding i august Danskernes tillid til folkepensionen dykker kraftigt i kølvandet på statsminister Mette Frederiksens (S) udmelding om at genbesøge en helt central aftale om pensionsalderen. Resultaterne fra en ny undersøgelse får eksperter til at spærre øjnene op. Læs artiklen her. B: Jakob Sjørup kan først gå på pension om 40 år. Til den tid vil han klare sig selv: »Jeg regner ikke selv med særlig meget fra staten« En stigende del af danskerne tror på forringelser af folkepensionen i fremtiden, viser en ny undersøgelse. Jakob Sjørup på 31 år vil hellere spare op, så han kan leve for de penge, når han går på pension, end forvente at få folkepension. Læs artiklen her. C: Banan med gaffatape er sat til salg. Vurderet til 7 millioner kroner Den italienske kunstner Maurizio Cattelan købte i 2019 tre bananer for cirka to kroner stykket. Samme år blev de solgt igen – fasttapet til en hvid væg – for næsten én million kroner stykket. Nu sælges et af kunstværkerne endnu en gang.' Læs artiklen her. Tak fordi du læste med – og rigtig god weekend! https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-rusland-involveret-i-angreb-paa-vestlige-skibe-i